– Man snakker om, at det tager flere generationer at blive thybo. Det passer overhovedet ikke!
Sådan lyder den bastante udmelding fra den 30-årige virksomhedsejer Sanne Hessel, der i foråret 2014 flyttede sammen med sin kæreste, i en lejlighed i Thisted. Sanne, der er uddannet dyreadfærdsterapeut, arbejder som medejer af virksomheden Diet and Genes, der beskæftiger sig med blandt andet gentests, og for hende passede det som fod i hose at flytte til Thy, selvom hendes virksomhed rent fysisk befinder sig andetsteds, i Svendborg.
– Vi er meget fleksible, fordi meget foregår på computer, og derfor er det ikke så vigtigt, hvor jeg rent fysisk sidder henne og arbejder. Der kan dog indimellem være lidt problemer med at få arrangeret fysiske møder, men det er til at komme over, fortæller Sanne.
Når Sanne valgte Thisted, så var det fordi, det var en mindre provinsby med umiddelbar adgang til Limfjorden. Sanne er da også generelt positivt stemt overfor lokalområdet, som hun roser for en stor vilje til at kompensere for beliggenheden og for sin hang til innovation og nytænkning. Og så sætter hun stor pris på gæstfriheden.
– Folk tog godt imod mig med det samme. Derudover er der en helt fantastisk opbakning til lokale tiltag heroppe. Eksempelvis da der skulle tændes juletræ på Storetorv i Thisted, og folk stod ned af sidegaderne. Det var nok ikke sket i Svendborg, hvor jeg boede bør, fortæller Sanne og roser især den venlige betjening i butikkerne heroppe.
Alder: | 30 år |
Bosat: | Thisted |
Uddannelse: | Etologisk Institut, Dyreadfærdsterapeut |
Jobtitel: | Virksomhedsejer |
Arbejdsplads: | Diet and Genes |
Fødested: | Hillerød |