udfold dit talent i Thy og på Mors

Sammenhold gi’r fest i gaden

Sammenhold gi’r fest i gaden

Sammenhold gi’r fest i gaden

Sammenhold, gå-på-mod og god underholdning skaber trængsel i Nykøbings handelsgader

De handlende i Nykøbing har fundet en recept, der virker mod kedelige handelsgader og halvtomme butikker: Sammenhold og fælles gå-på-mod har de seneste år vendt stemningen blandt de handlende, afbødet de værste virkninger af krisen og skabt travlhed i Nykøbings butikker og på cafeerne. Det er især værd at bemærke, at kuren ikke kun virker i højsommerens turistsæson. I det tidlige forår og hen på efteråret trækker Nykøbing flere tusinde mennesker til, specielt i forbindelse med de meget populære ’By Night’-arrangementer, der foruden gode tilbud også byder på underholdning med populære navne på Kirketorvet. ”Kombinationen af lange åbningstider, gode tilbud og populær underholdning har virkelig sat noget i gang”, siger vinhandler Preben Laustsen, der er formand for Morsø Handelsstandsforening. 6 gange om året er der fest i gaden. En fest, der kun er blevet mulig takket være det interne sammenhold i foreningen – og et godt samarbejde med Morsø Kommune, der økonomisk bidrager med 600.000 kr. til det ambitiøse underholdningsprogram hen over sommerhalvåret.

Salget stiger

Det er omkring 7 år siden, den lokale handelsstand startede med aftenåbent og underholdning på Kirketorvet. Det gav øget travlhed i butikkerne, og de handlende fik smag på mere. Sammen med Morsø Kommune blev der lavet en mere ambitiøs plan for sommerens arrangementer, som foruden musik og lange åbningstider også rummer torvemarked og forskellige andre aktiviteter. ”Effekten har været markant. Medlemmerne melder om stigende salg, og det forstærker lysten til at skabe endnu flere aktiviteter. Samlet har vi skabt en række events, der tiltrækker sig opmærksomhed langt uden for Mors’ grænser. Gæsterne til vores ”By Night”- aftener er naturligvis morsingboer og turister, men flere og flere tager en udflugt til Mors netop de dage, hvor der er underholdning i gaden. Vi har gæster langvejs fra imellem de 3.000-5.000 mennesker, der fylder Nykøbings centrum, når vi holder fest”, siger Preben Laustsen. ”En del vælger f.eks. at besøge familie på Mors, når der nu er en anledning til det, og mange af de familier, der f.eks. bor på Jesperhus Camping eller i sommerhus på Mors eller ved vestkysten, får også besøg udefra, når der er ’By Night’. På den måde breder rygtet om de festlige aftener på Mors sig som ringe i vandet, og det gavner turismen og handelslivet”, fortsætter han.

“Kombinationen af lange åbningstider, gode tilbud og populær underholdning har virkelig sat noget i gang”

Butikkerne griber muligheden

Naturligvis kræver succes’en også en del arbejde fra de forretningsdrivenes side. Det er ikke nok, at byen vrimler med mennesker. ”De skal lokkes ind i butikkerne, og her er der heldigvis enighed om, at vi møder denne oplagte mulighed for at handle med gode tilbud, friske smil og gedigen service”, siger de handlendes formand. ”Vi skal gribe den chance, vi har fået her, og det gør medlemmerne heldigvis. Der er meget frivilligt arbejde forbundet med arrangementerne, og vejret kan være en udfordring, men det er jo også det, der gør det sjovt. Har vi 30 grader, er kunderne væk midt på dagen, og er det gråt og regnfuldt er der mange varer, vi slet ikke kan sælge. Rosévin, for eksempel”, siger vinhandleren med et smil. ”Men generelt mærker vi, at kunderne gerne vil bruge ekstra tid i vores handelsgader. Om ikke andet skal turisterne forbi dagligvarebutikkerne, og så bliver der ofte tid til et cafébesøg ved siden af. Den brede vifte af muligheder er et rigtig godt tilbud til både turister og kommunens egne borgere”.

Af Kjeld Vang

Det sker i Thy og på Mors

Projektet er støttet af

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne
   

Kontakt

Virksomhedsservice - Jobcenter Thisted
Asbjørn Husum Kolby
ashk.jobcenter@thisted.dk
Mobil: 21 54 68 19