udfold dit talent i Thy og på Mors

Det lokale energiselskab Thy-Mors Energi vil gøre Mors til et endnu bedre sted at bo

Det lokale energiselskab vil gøre Mors til et endnu bedre sted at bo

Thy-Mors Energi investerer 50 mio. kr. årligt i gratis fibernet til alle husstande

Thy-Mors Energi er ikke noget helt almindeligt energiselskab. Det sørger godt nok for elektricitet til alle husstande på Mors, men det gør også meget andet. Alt sammen for at bidrage til, at Mors bliver et endnu bedre sted at bo. ”Vi er ejet af kunderne på Mors og i Thy. Befolkningen udgør således hele vores eksistensberettigelse, og derfor finder vi det naturligt, at vi som lokalt energiselskab involverer os i lokalsamfundet. Det gør vi blandt andet ved at investere i tiltag, der udvikler gode rammer for at bo og leve her i området”, siger Søren Rigborg, der er markedschef i Thy-Mors Energi. Som eksempel nævner han, at Thy-Mors Energi investerer 50 mio. kroner årligt i at rulle fibernet ud til alle husstande inden 2020 – uden omkostning for kunderne. ”Hurtigt fibernet er en fordel for alle kunder, og helt kontant er det et værktøj, der kan være med til at skabe vækst og udvikling i de lokale virksomheder. Den digitale infrastruktur er vigtig for en egn som vores, og et stabilt og lynhurtigt fibernet er vores bidrag til, at Mors bliver et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed”, siger Søren Rigborg.

“Kunderne skal se os som en faktor, der kan gøre noget for lokalsamfundet. Vi kan ikke love dem billigere el end andre – men vi kan til gengæld love dem en nærværende service og placere en god del af vores indkøb og aktiviteter i lokalsamfundet.”

Nu kommer el-bilerne

Også på andre felter er Thy-Mors Energi med til at skabe rammerne for udvikling. I samarbejde med Morsø Kommune og Thisted Kommune etablerer energiselskabet snart de første ladestandere til elbiler i Nykøbing, og lokale taxavognmænd har grebet chancen til at skifte til elbiler. ”Hvis vi ikke skaber infrastrukturen – nemlig muligheden for hurtig opladning – vil vi næppe se mange elbiler på Mors de første mange år. Nu tester vi det af og giver morsingboerne mulighed for hurtig opladning – så kan vi senere rulle det ud i større skala. Men vi føler, vi som energiselskab har en forpligtelse til at gå forrest og skabe mulighed for en miljørigtig udvikling af den lokale trafik. Hvis først muligheden er der, kommer udviklingen i form af el-biler – det har forsøg i byområder som København og Oslo vist”.

Satser lokalt

Det er Thy-Mors Energi’s ledningsnet, der sender strømmen ud til alle forbrugere, men de kan købe elektriciteten, hvor de vil. 75 % af de lokale husstande køber allerede nu strømmen af Thy-Mors Energi, og den andel vil selskabet gerne have op på over 90 %. ”Vi har en unik fordel som lokalt selskab, og jo flere kunder, vi har, jo flere penge kan vi sende tilbage i udvikling af lokalsamfundet i form af investeringer i blandt andet infrastruktur. Men elektricitet er jo ikke så synligt som produkt, og derfor arbejde vi med lokal synlighed gennem blandt andet sponsorater i Mors-Thy Håndbold, Thisted FC, Bedsted Volley og i breddeidrætten. Vi er også aktive omkring festivalen Thy Rock og gør i det hele taget, hvad vi kan for at være en aktiv part i lokalsamfundet”, siger Søren Rigborg. ”Kunderne skal se os som en faktor, der kan gøre noget for lokalsamfundet. Vi kan ikke love dem billigere el end andre – men vi kan til gengæld love dem en nærværende service og placere en god del af vores indkøb og aktiviteter i lokalsamfundet. Det er dét fællesskab, der skal give Thy-Mors Energi Danmarks gladeste kunder”, siger Søren Rigborg.

Kort om Thy-Mors Energi.
Thy-Mors Energi er ejet af 44.000 kunder på Mors, i Thy og på Thyholm. Virksomheden driver, vedligeholder og
udbygger el- og fibernet i hele området og sælger el til 75 % af forbrugerne.
16.000 husstande kan allerede nu tilsluttes fibernettet. Samtlige husstande er dækket senest i 2020.
Thy-Mors Energi har 107 medarbejdere og domiciler i Nykøbing og Thisted.

Af Kjeld Vang

Det sker i Thy og på Mors

Projektet er støttet af

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne
   

Kontakt

Virksomhedsservice - Jobcenter Thisted
Asbjørn Husum Kolby
ashk.jobcenter@thisted.dk
Mobil: 21 54 68 19